At bo på Den jydske Haandværkerskole

Den jydske Haandværkerskole ligger i Hadsten 20 km. nord for Århus og er en moderneteknisk skole med mange faciliteter til undervisning og fritid.

Mange kommer langvejs fra for at gå på Den jydske Haandværkerskole. Derfor er skolen indrettet som en campus. Det vil sige, at skole, hjem og fritidstilbud ligger samme sted. Mere end 300 elever bor på skolen, så der er masser af muligheder for at lave noget sammen.

Fordi du er så tæt på de andre, er der en oplagt chance for at få venskaber, som varer ved – også når du er færdig med plastmageruddannelsen.

Fungerer som en efterskole

I princippet fungerer Den jydske Haandværkerskole som en efterskole. Det betyder blandt andet, at du altid kan få fat i en lærer, hvis du har brug for det.

Du får frihed under ansvar, og der er lærere, som fører tilsyn på skift døgnet rundt. De opdager, hvis nogen sidder og hænger med næbbet på værelset – og gør noget ved det. Derfor er der altid et sikkerhedsnet på skolen

Brug skolen døgnet rundt

På campus kan du benytte skolens lokaler og udstyr 24 timer i døgnet – inklusive IT-lokaler, laboratorier og værksteder.

Via skolens computernetværk har du adgang til dine egne mapper fra hvilken som helst af de mange computere rundt om på skolen. Der bliver undervist i IT på brugerniveau, og du skal ikke til eksamen bagefter!

Hjælp til det faglige

Hvis du har brug for hjælp til det faglige, så er der rigtig gode muligheder på skolen. Der er lektiehjælp, og en gang om ugen er der sprogundervisning.

Skolen har indført mentorer. Det vil sige, at de ældre elever hjælper til i værkstederne efter normal skoletid. Det giver mere tid til opgaverne, og det kan give bonus til eksamen.

Masser af aktiviteter i fritiden

Du behøver ikke at kede dig i fritiden, når du bor på campus. Der er masser at foretage sig. Skolen har blandt andet: sauna, solarium, udendørs, billard,  swimmingpool, motionsrum og en multibane til boldspil. I bo-afdelingen er der tv- og opholdsstuer, og skolens egen cafe har åbent alle hverdage fra 16 til 23. Alt sammen er til fri afbenyttelse!

Hvis du spiller musik, kan du i øvrigt melde dig ind i musikklubben. Så får du adgang til et fuldt udstyret øverum til at øve i.

Der også tit forskellige fælles arrangementer om aftenen. Det kan blandt andet være foredrag, virksomhedsbesøg, grillaften, film, biografture eller åbent værksted.

Nogle af arrangementerne er for kun for plastmagerne, mens andre kan benyttes af alle på skolen.

Læs mere om at bo på Den jydske Haandværkerskole på skolens hjemmeside.