Bliv plastspecialist: En 1-årig overbygning for plastmagere

Når du er blevet plastmager har du muligheden for at tage en 1-årig overbygning og blive plastspecialist. Som plastspecialist får du muligheden for få endnu flere udfordringer branchen.

I september 2011 startede det første hold på plastspecialistuddannelsen på Den jydske Haandværkerskole, og uddannelsen har været en stor succes. Både elever og virksomheder har været helt utroligt tilfredse.

Uddannelsen er et 1-årig overbygning for plastmagere. Her får du muligheden for at bygge oven på din faglige viden og blive endnu dygtigere. Det gør dig i stand til at arbejde på tværs i virksomhederne og udfylde endnu flere funktioner. Du vil bl.a. lære om

  • Dybere materialeforståelse og materialeafprøvning
  • Kvalitetsstyring og udvikling
  • Konstruktion og udvikling
  • Projektstyring
  • Kommunikation mellem afdelinger, kunder og samarbejdspartnere
  • Produktionsplanlægning
  • Produktionsoptimering – Lean mm.
  • Økonomi og forretningsforståelse

Rudi blev plastspecialist og sikrede sin arbejdsgiver stor besparelse

Rudi Virenfeldt Larsen har uddannet sig til plastspecialist og arbejder daglig hos Salling Plast i Ranum i Himmerland. I forbindelse med sin uddannelse har han arbejdet på et projekt om optimering af virksomhedens forme til fremstilling af plasttypen PUR, som du bl.a. kender fra skumgummimadrasser. Projektet har set på formenes vinkler:

– Jeg er kommet frem til, at vores emner har en svingende densitet. Det kan jeg spore tilbage til vinklerne på vores forme, der gør, at plasten har svært ved at komme ud i emnerne. Derfor har jeg i forbindelse med mit projekt forsøgt at ændre på vinklen, så skummet har lettere ved at fordele sig. Når jeg gør det, så kommer plasten hurtigere ud i formen og fordeler sig mere jævnt, fortæller Rudi Virenfeldt Larsen.

Der ligger meget arbejde bag hans konklusioner. Målinger, justeringer, nye målinger og analyse af massevis emner. Arbejdet giver dog kontant bonus for virksomheden:

– Når vi justerer formens vinkel, skal vi bruge mindre materiale per emne, og det giver os en økonomisk besparelse. Når det hele er implementeret, vil vi kunne spare en hel del. Det er rigtig fedt at have været med til det, fortæller Rudi Virenfeldt Larsen.

I sit afslutningsprojekt på plastspecialistuddannelsen vil han arbejde videre med, hvordan konklusionerne kan implementeres på virksomheden.

Tilmeld dig interessebanken

Tilmeld dig ind i vores interessebank – og kom tættere på uddannelsen.

Du vil få mails om ledige praktikpladsstillinger, spændende arrangementer og meget andet!