Facts om uddannelsen
Opbygning
Erhvervsuddannelsen (EUD) til plastmager består af et grundforløb og et hovedforløb, som indeholder både oplæring i en virksomhed og skoleundervisning. Grundforløbet foregår på Den Jyske Håndværkerskole i Hadsten eller AMU SYD i Ribe. På hovedforløbet er du under oplæring i en virksomhed, samtidig med at du har kortere perioder med undervisning på skolen.
Har du langt til skolerne, kan du bo på skolehjem på både den Den Jyske Håndværkerskole og AMU SYD sammen med andre lærlinge, som også er ved at tage en uddannelse.
Varighed
Erhvervsuddannelsen til plastmager tager som udgangspunkt 4,5 år. Varigheden af din uddannelse afhænger dog af om du kommer lige fra 9. eller 10. klasse, eller om du har relevant erhvervserfaring.
Sådan kommer du ind
Du skal have afsluttet 9. eller 10. klasse og have min. 02 i karaktergennemsnit, samt være erklæret uddannelsesparat.
Lad dig dog ikke afskrække af adgangskrav - hvis du kan og vil uddannelsen, så skal vi nok finde en løsning. Kontakt en af de to plastskoler for en en snak om hvordan du kommer i gang.
Økonomi under uddannelsen
Du får lærlingeløn fra den dag, din uddannelsesaftale med en virksomhed træder i kraft, og du får løn i både læreplads- og skoleperioderne. Hvis du har en uddannelsesaftale, der dækker grundforløbet, får du også lærlingeløn under grundforløbet. Hvis du ikke har det, kan du søge SU, hvis du er fyldt 18 år.
Løn
Til lærlinge under erhvervsuddannelsesloven udgør minimallønnen pr. måned (overenskomst 2022):
1. år: 11.920 kr.
2. år: 13.205 kr.
3. år: 14.520 kr.
4. år: 15.700 kr.
Din løn afhænger dog af din ansættelsesaftale med den virksomhed, du er ansat i. Læs mere om løn som færdiguddannet plastmager her:
Særligt for studenter
Har du en gymnasial uddannelse har du måske mulighed for at få afkortet din læretid med op til 5 måneder. Tal med studievejlederen på plastmageruddannelsen herom.
Hvad lærer jeg på uddannelsen?
Når du tager plastmageruddannelsen, får du en specialiseret viden inden for plastproduktion, og du lærer at anvende forskellige plaststøbemaskiner og moderne teknologier som automatiserede produktionsanlæg og 3-D print.. Du lærer også at beregne omkostninger ved en produktion samt planlægge og udvikle produktion af forskellige plastprodukter. Det kan være alt fra LEGO® klodser, vindmøllevinger, sodavandsflasker, udstyr på hospitaler, dele til biler, computere, smartphones – og meget, meget andet!
Du får også en all-round forståelse for den grønne omstilling, og hvorfor den er vigtig. Her får du blandt andet viden om biobaserede og genanvendte plastmaterialer samt ressource- og energioptimering. Det giver dig stærke kompetencer til at løse fremtidens miljømæssige udfordringer og tænke i nye, innovative måder at producere og anvende plast på.
Teknologi og plastmaterialer
Som plastmager arbejder du både med hænder og hoved. Du lærer om plastmaterialer – hvilke egenskaber plast har og hvad det kan bruges til. Derudover foregår plastproduktionen med fuldautomatiske, computerstyrede maskinanlæg, hvor arbejdet består i at aflæse instrumenter, justere maskiner og robotter og kontrollere de færdige produkter. Som plastmager skal du derfor have en bred viden om moderne teknologier som robotteknologi og 3D print, samtidig med at du skal beherske teknikken omkring maskinerne.
Hvis du vil, kan du vælge at bygge videre på din uddannelse. Som en af de få erhvervsuddannelser i Danmark har plastmageruddannelsen en 1-årig overbygning, som hedder plastspecialist, hvor du får muligheden for at blive endnu dygtigere til dit fag.
Læs mere om plastspecialisten her
Uddannelsens opbygning
Den rigtige uddannelse
Det er fedt, at vi hele tiden får en masse nye udfordringer. Jeg elsker at hverdagen er så varieret. Vi ved aldrig, hvad vi møder ind til og hvilke udfordringer, der kommer den dag.
- Alexander
AMU Syd, Ribe
Snepsgårdevej 20
6760 Ribe
Tag uddannelsen i Hadsten eller Ribe
Plastmageruddannelsen kan tages to forskellige steder: på Den Jyske Håndværkerskole i Hadsten eller på AMU SYD i Ribe.
AMU Syd, Ribe
Snepsgårdevej 20
6760 Ribe
Prøv det af
Erhvervspraktik i plastbranchen
Vil du arbejde med 3D print & plast, være med til 3-kamp i Lalandia og lære en hel branche at kende?
Går du i 9. eller 10. klasse og er du ml. 15-17 år? Har du lyst til at komme i erhvervspraktik sammen med andre unge i 4 dage i plastbranchen og lære om plast og genanvendelse?
- Er du til 3D printere, maskiner og praktiske eksperimenter med plast og andre materialer? Kan du lide at arbejde sammen med andre?
- Vil du møde medarbejdere fra virksomheder i plastbranchen?
- Vil du lave et re-design af et produkt du kender eller opfinde noget helt nyt
Kom i en uges erhvervspraktik i plastbranchen og mød andre unge. Besøg forskellige plastproducerende virksomheder, og få stillet en opgave der skal løses i fællesskab i løbet af ugen. Der er undervisning og sjove fælles aktiviteter hver dag og socialt samvær om aftenen. Alle opgaveløsninger fejres til sidst med deltagelse fra flere virksomheder, og her er din familie og venner også inviteret med.
I bor på Den Jyske Håndværkerskole i Hadsten lige nord for Aarhus, hvor det er ligesom på en efterskole; du bor på eget værelse, vi har biograf, pool, billard, gamer rum, træningsrum og meget mere.
Der er plads til 20 unge på forløbet.
Tidspunkter i 2024: Uge 12 (18.-21. marts) eller uge 47 (18. – 21. november)
Tilmeld dig
Internship-uge
To gange om året kan du deltage i en internship-uge. Her får du muligheden for at bo på Den Jyske Håndværkerskole i Hadsten, hvor du kan møde de andre lærlinge og opleve, hvordan det hele foregår på en af plastbranchens virksomheder.
Internship-ugerne er primært rettet mod elever i 9. og 10. klasse. Det er helt gratis – og tilmelding efter først-til-mølle. Internship-ugerne forløber som regel i foråret og efteråret, hvor du bor på skolen. Find konkrete datoer og Læs mere her
Brobygning
Overvejer du plastmageruddannelsen, men er du ikke helt sikker på, at det er det rigtige for dig? Kom i brobygning på Den Jyske Håndværkerskole i Hadsten. Som brobygningselev bor du på skolen, følger undervisningen og møder de elever, der er i gang med uddannelsen.
Du kan også komme ud i en virksomhed og opleve den spændende hverdag, som plastmagerne møder. På den måde får du den allerbedste forudsætning for at finde ud af, om uddannelsen til plastmager er noget for dig.
Karrieremuligheder som plastmager
Som færdigudlært plastmager har du mange forskellige og gode jobmuligheder. Der er nemlig mange danske såvel som internationale virksomheder, der producerer produkter i plast – og netop derfor er der stor efterspørgsel efter uddannede plastmagere.
Flere faglærte uddannelser
I plastbranchen gøres der brug af flere faglærte uddannelser udover plastmageren. Automatiktekniker, Industritekniker, Værktøjsmager, Industrioperatør og Kompositoperatør.
Disse uddannelser kan tages mange steder i landet.